Pressemeddelelse
Torsdag den 30. januar 2025
Aktiv dødshjælp: Nej, det frie valg bliver ikke frit
Netværket ”Nej til Statsassisteret Selvmord” udgiver modrapport til rapporten fra regeringens ”Udvalg for en mere værdig død”
Rapporten fra regeringens ”Udvalg for en mere værdig død” er færdig. I Netværket har vi jævnligt været rystede over, hvor ensidigt og nuanceløst udvalget har udtalt sig offentligt.
Derfor har netværket set sig nødsaget til at udgive en modrapport, der redegør for, hvad der kan forventes, hvis man indfører de modeller for aktiv dødshjælp, regeringsudvalget anbefaler. Netværket har en særlig indsigt i at have med døende at gøre eller med patienter, som lever med livstruende lidelser.
Modrapporten konkluderer blandt andet:
- Det frie valg om aktiv dødshjælp bliver ikke frit. Meget syge patienter vil blive udsat for et stort direkte og ikke mindst indirekte pres for at afslutte livet. Og mange vil gøre det ”for ikke at være til besvær”
- Aktiv dødshjælp kan man ikke begrænse til terminalt syge. Når først rettigheden er indført, vil det skride og blive bredt ud til stadig flere grupper i samfundet.
- Aktiv dødshjælp kommer til at ændre vores blik på mennesket og hvad der er et værdigt liv. Resultatet bliver et forrået menneskesyn.
”Ideen med at nedsætte et regeringsudvalg burde være at tilvejebringe et oplyst beslutningsgrundlag. Men fra hvad vi ved om udvalgets rapport og har hørt medlemmerne sige, har udvalget i stedet skabt en fantasiverden, hvor de negative konsekvenser af aktiv dødshjælp er tryllet væk”, siger en af rapportens forfattere, Ole Hartling, læge, tidligere formand for Etisk Råd og medstifter af Netværket.
Som eksempel nævner han, hvordan udvalgsmedlemmer har udtalt, at aktiv dødshjælp allerede finder sted i Danmark, fordi det er en del af den lindrende (palliative) behandling – udtalelser, der har chokeret og forarget læger og sygeplejersker landet over. ”Vores netværks rapport udgør den realistiske beskrivelse af, hvad der sker, hvis vi indfører aktiv dødshjælp. Vi har set på, hvad der er sket i samtlige lande, der har indført det. Det kunne regeringsudvalget også have gjort. Men i stedet har man skabt sin egen, alternative virkelighed.”
Modrapporten til rapporten
fra regeringens ”Udvalg for en mere værdig død”
Forord
Siden statsministeren erklærede sig som tilhænger af aktiv dødshjælp og åbnede for diskussionen i partierne og i resten af samfundet, har debatten bølget.
Landets fremmeste bioetiske organ Etisk Råd udtalte sig – igen – imod. Det fik regeringen til at nedsætte ”Udvalget for en mere værdig død”. Udvalget er hovedsageligt sammensat af fortalere for aktiv dødshjælp – som i mange tilfælde ikke har den store fagprofessionelle tyngde på området. Udvalget fremlægger sin rapport den 31. januar og ikke uventet vil udvalget levere det bestilte arbejde: En anbefaling af en indførelse.
Netværket ”Nej til Statsassisteret Selvmord” blev dannet som en modvægt til ja-sidens debatniveau og for at øge forståelsen af emnet i samfundet. Netværket består af flere end 100 læger, hospiceledere og andre med særlig indsigt i mennesker, der er døende, og som derfor udtaler sig med stor faglig tyngde. Næsten alle, der arbejder med syge og døende, er modstandere af aktiv dødshjælp, og vores generelle oplevelse er, at jo mere man ved om emnet, jo mere er man imod.
Nærværende rapport er en modrapport til regeringsudvalgets rapport – udarbejdet af en række førende kapaciteter på området. Vi har lavet den, fordi mange netværksmedlemmer har været forfærdede over udtalelser fra regeringsudvalgets medlemmer, der i mange tilfælde vidner om mangel på indsigt i emnet og på forståelse af basale sammenhænge på området. Der er med andre ord brug for et korrektiv.
Vi er enige med udvalget i, at en styrkelse af den palliative indsats er tiltrængt i henhold til Rigsrevisionens kritikpunkter fra 2020, gentaget så sent som i august 2023.
Vores modrapport er opbygget som et svar til regeringsudvalgets rapport, idet vi fra udvalgets foreløbige udmeldinger i store træk er vidende om, hvilke argumenter deres rapport vil indeholde.
Rapporten er udarbejdet af
Jesper Grud Rasmussen, hospicechef på Diakonissestiftelsens Hospice, tidligere medlem af Udvalget for en mere værdig død
Ole Hartling, læge og tidligere formand for Det Etiske Råd
Per Sjøgren, professor i palliativ medicin
Indhold:
Autonomi:Kan en døende bestemme selv?
Autonomi ifølge sundhedsloven
Autonomi er et relativt og relationelt begreb
Autonomi ved dødshjælp skal udøves i skrøbelig situation
Et pres på patienten
Er dødshjælp danskernes ønske?
Palliation og dødshjælpslov
En glidebane
Lægens ansvar
Konklusion
Liste over medunderskrivere
Rapporten
Autonomi: Kan en døende bestemme selv?
For ”Udvalget for en mere værdig død” er begrebet ”selvvalgt livsafslutning” nøglen, som skal låse op for en lovliggørelse af dødshjælp. Det er folks helt eget valg, helt uafhængigt af andre mennesker og ydre omstændigheder.
Selvvalgt livsafslutning kunne være en omskrivning af selvmord, men i udvalgets udgave er det en udvidet version, hvor andre skal inddrages i selvmordet - som minimum ved at skulle udskrive medicinen og måske endda ved at føre sprøjten. Alene af den grund er den ”selvvalgte” død ikke kun selvvalgt.
Ordet ”selvvalgt” lægger sig op ad begreber, vi alle opfatter positivt: ’En fri vilje’, ’selvbestemmelsesret’ og ’autonomi’. De begreber udgør hele grundlaget for udvalgets argumenter for at lovliggøre dødshjælp. I vore dage forstås begrebet autonomi som en ”individuel autonomi” – som i: ”Jeg gør, hvad jeg selv vil. Andre skal ikke bestemme over mig. Jeg har en fri vilje. Jeg tager selv mine beslutninger.” Men det selvmodsigende i udvalgets argumentation er, at udvalgets brug af begrebet skal bane vejen for en generel lovliggørelse af denne ”autonome” dødshjælp, som skal godkendes af andre. Allerede dér ryger autonomien ud ad vinduet. Men som det fremgår nedenfor, holder argumenterne heller ikke af andre årsager:
Autonomi ifølge sundhedsloven
Selvbestemmelsesretten er et lovfæstet princip i vores sundhedsydelser herhjemme. Patienten har ret til – på et velinformeret grundlag – at sige nej til et behandlingstilbud. Det gælder en hvilket som helst behandling, også selv om behandlingen vil redde patientens liv. I den forstand er det habile og kompetente menneskes selvbestemmelse ubegrænset. Men denne ret handler om at afslå en behandling. Den handler ikke om retten til at få enhver behandling – den ret har ingen. Før enhver behandling tilbydes, vurderer myndighederne blandt meget andet, om det er etisk forsvarligt at udbyde den, eller om behandlingen har for mange omkostninger ift. resultatet.
Autonomi er et relativt og et relationelt begreb
I modsætning til Sundhedsloven opfatter almindelige mennesker autonomi som en ret til at vælge og forlange. Men uanset hvordan en dødshjælpslov ville komme til at se ud, ville retten aldrig blive givet til alle. Andre vil altid skulle vurdere, om patientens livsværdi er tilstrækkeligt lav – om livet ifølge dem, der vurderer, ikke er værd at leve. Selvbestemmelse i forbindelse med dødshjælp inkluderer derfor altid en medbestemmelse. Dødshjælp bliver – i modsætning til at fravælge behandling, som beskrevet ovenfor – næppe nogensinde en absolut rettighed, og sundhedsprofessionelle vil altid skulle vurdere, om ønsket om dødshjælp er legitimt. Andre end patienten kommer med andre ord også til at bestemme.
Autonomi ved dødshjælp skal udøves i en skrøbelig situation
Valget af ens egen død er helt anderledes end de fleste andre valg, for et dødsønske opstår aldrig i en situation, hvor man er i fuld kontrol over sit liv. Ønsket opstår altid i fortvivlelse og håbløshed og ofte også en følelse af at være til overs. En sådan situation er et skrøbeligt – man kunne også sige: elendigt - grundlag for at skulle foretage et valg. Dette er meget ulig den situation, som raske mennesker forestiller sig, når de f.eks. i en meningsmåling svarer på, om de går ind for dødshjælp. Her forestiller de sig, at de under alle forhold selv vil kunne bestemme frit.
Hvis retten til dødshjælp var lovliggjort, ville tvangen blive indbygget i valget. For bare det, at muligheden eksisterer, gør, at den vil ligge i alles bevidsthed, også selv om muligheden ikke direkte bliver tilbudt. Med en dødshjælpslov ville patienten være fri til at vælge dødshjælp – men ikke fri for at skulle vælge.
Et pres på patienten
I debatten har mange henvist til, at det trængte menneske vil kunne føle et pres for at anmode om dødshjælp – f.eks. for ikke at være til yderligere besvær efter et langvarigt sygdomsforløb. Udvalgets rapport er helt sorgløs her: Den bagatelliserer et sådant pres eller mener, at regler vil kunne udformes, så selv en dødssyg patient aldrig ville føle sig presset til at vælge døden.
Men presset kan være langt mere subtilt, end regler og gentagne spørgsmål til et menneske om, hvorvidt ”du er helt sikker på, at du ønsker at dø”, kan modvirke. Syge behøver ikke få tilbuddet om dødshjælp direkte for at føle presset. I Holland har der f.eks. gennem årene udviklet sig en særlig eutanasimentalitet, en kultur, som medfører et særligt blik på mennesker i lidelse eller med handicap, et blik, som rummer et ”behøver du at være her? Du har det jo ikke godt.” Det er en kultur, som definerer, at visse liv ikke er leveværdige, og som tilbyder en smertefri afslutning til dem, der passer ind i definitionen af et sådant liv. De mennesker, som udvikler de tilstande, der skal kvalificere til dødshjælp, kan ikke undgå at se deres tilværelse og vurdere deres valgmuligheder i lyset af det signal, som samfundet sender om værdien af deres liv.[2]
Er dødshjælp danskernes ønske?
Udvalget henviser til, at danskerne ifølge meningsmålinger ønsker dødshjælp indført - mere end 70 % går angiveligt ind for det. Meningsmålingerne bliver et slags demokratisk argument for en lovliggørelse. Se fx DR’s meningsmåling fra august 2023.[3]
Men i meningsmålingerne spørger man de raske mennesker. Og for det første må man overveje, i hvilken grad raske menneskers mørke forestillinger om, hvorvidt et liv med handicap eller svær lidelse er værd at leve, påvirker deres svar.
For det andet ved kun få af de adspurgte rent faktisk, hvad aktiv dødshjælp er. En undersøgelse offentliggjort af Lægeforeningen i sommeren 2024 afslørede, at mindre end 20 procent af adspurgte kunne rubricere aktiv dødshjælp rigtigt blandt 4 valgmuligheder. Lægeforeningens undersøgelse demonstrerer, at der hersker udbredt begrebsforvirring. F.eks. tror mange, at passiv dødshjælp – som er tilladt – er en form for aktiv dødshjælp. Så mens udvalget bruger befolkningens tilslutning som demokratisk begrundelse for en indførelse, går udvalget samtidig let hen over det demokratiske problem, at befolkningen ikke ved, hvad den beder om. Begrebsforvirringen har utvivlsomt også gjort sig gældende i borgerforslaget om aktiv dødshjælp, som fik 50.000 underskrivere i maj 2023.
Palliation og dødshjælp
Udvalget vil gerne inkludere dødshjælp i sundhedsvæsnets tilbud om palliation (som betyder lindrende behandling af lidelser og de symptomer, som kan være forbundet med at få og leve med en livstruende sygdom). Denne kobling mellem dødshjælp og palliation er uforenelig ifølge European Association for Palliative Care, EAPC, som konkluderer der er en fundamental forskel i tilgangene.[4] Udvalget anfører, at læger alligevel allerede i dag udfører aktiv dødshjælp, når de hjælper deres patienter ud af deres lidelser med dødelige doser morfin. Begrundelsen for udvalgets påstand er resultatet - nemlig at patienten dør. Men det er en tanke, som er undfanget ved skrivebordet, bunder i uvidenhed, og som i øvrigt virker som en dybt krænkende mistænkeliggørelse af de sundhedsprofessionelle. For læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner er der er en helt afgørende forskel på palliation og dødshjælp.[5],[6] Det afgørende er, at der ligger vidt forskellige intentioner bag dem. Hvis hensigten med ”behandlingen” er døden, er behandlingen mislykket, hvis patienten ikke dør. Hvis lindring er hensigten, er behandlingen ikke mislykket, hvis patienten lever videre. Det er muligt, at en lindrende behandling kan fremskynde døden – men døden er aldrig hensigten med lindringen. Denne forskel er helt afgørende.[7]
Udvalget har også på et tidspunkt fremført, at visse typer af fx fysisk smerte ikke kan lindres, ligesom den palliative behandling i sig selv kan have bivirkninger. Og ja, der findes smertetilstande og bivirkninger, som er svært behandlelige. Dog kan langt de fleste af disse sjældne tilstande lindres betydeligt ved at involvere palliative specialister.[8],[9] Derudover er smerter kun i få procent hovedårsagen til at fx hollandske patienter anmoder om dødshjælp. Man må således spørge, om få og sjældne tilfælde skal begrunde en lovændring, som er så omfattende og har så tunge konsekvenser som en dødshjælpslov. Den engelske lovpraksis har et udtryk, som siger ”hard cases make bad law”, hvilket betyder, at sjældne enkelttilfælde ikke bør danne grundlov for en generel lov med alvorlige negative virkninger for andre enkelttilfælde.
En glidebane?
En metafor, der ofte bruges som advarsel mod at lovliggøre dødshjælp er, at dødshjælp bliver en glidebane: Det starter som en rettighed til de meget få, men udbredes hurtigt til stadig flere, som det er sket i alle lande, der har indført dødshjælp.
En glidebane forekommer i to varianter. Den ene er, at hvis man starter på etisk at retfærdiggøre dødshjælp i særlige tilfælde, kommer man også hurtigt til etisk at retfærdiggøre dødshjælp i andre situationer. Den anden variant af glidebanen handler om, hvor svært det er at tolke og overholde bestemmelserne om, hvem der er berettiget til dødshjælp. Typisk skrider det.
Udvalget anfører, at det kun skal være patienter i en uudholdelig og terminal fase, som skal tilbydes muligheden for ”livsafslutning”. Også her er udvalgets synsvinkel naiv. Erfaringerne fra andre lande viser netop, at selv om dødshjælp i første omgang indføres i en restriktiv form, rykker grænserne sig gradvist for, hvornår dødshjælp må udføres. Lovliggør man først dødshjælp, forrykkes kriterierne hurtigt, hvorfor de reelt er grænseløse. Dette er velbeskrevet i f.eks. den amerikanske stat Oregon,[10],[11] i Holland,[12] Belgien[13],[14] og Canada,[15],[16] hvor der også er fremkommet en lang række kasuistiske meddelelser om, at mennesker i nød i stedet for hjælp har fået tilbudt ”en smuk død”.[17],[18]
Her afviser udvalget så, at Danmark kan sammenlignes med de lande, vi ellers normalt sammenligner os med. Dertil er Danmark for kontrolleret og veldokumenterende, hedder det – i modsætning til alle andre lande har vi styr på det hele. Dog kommer udvalget hverken med forslag til eller svar på, hvordan Danmark skal sikre sig mod den glidebane, der er en realitet i alle andre lande, som har lovliggjort dødshjælp.
I andre lande får flere og flere grupper og sygdomstilstande ret til dødshjælp. Så det er heller ikke overraskende, at de samme lande også oplever en kraftig stigning i antallet af mennesker, der modtager aktiv dødshjælp. Det er et faktum i lande, som har lovliggjort dødshjælp i forskellige former, at når først man har tilladt dødshjælp, kan ingen lovgivning eller parlament begrænse en udvidelsen af indikationsområder og af det antal, som får dødshjælp.[19]
Lægens ansvar
Regeringsudvalget beskriver dødshjælp som en moralsk forpligtelse til at afhjælpe svær lidelse, hvormed det nærmest opfattes som et overgreb på patienten ikke at tilbyde dødshjælp. Selve aflivningen af patienten omtales med poetiske eufemismer, og endelig frikender udvalget moralsk set lægerne og hvem, der ellers skal være med til at tage patientens liv. Det sker ved at udtynde disse faggruppers ansvar: ”Det er jo patienten, som selv vil det, og vi er næsten moralsk forpligtede til at hjælpe.” Aflivning af mennesker skal ske under henvisning til, at de, som slår ihjel, kun handler i det godes tjeneste og tilmed i overensstemmelse med patientens egne ønsker – udtrykte eller formodede.
En yderligere ansvarsfortynding opnår man ved, at to læger skal godkende dødsønsket – deles om ansvaret. Og aflivningen sker skam æstetisk: Patienten dør af medicin, dvs. situationen bliver klinisk, hvor giften indtages eller bliver indsprøjtet. Det efterlader ingen tegn på ydre vold, som jo ellers kræves for at tage livet af mennesker, der ikke dør af sig selv.
Med Oregonmodellen udtyndes ansvaret yderligere.[20] For lægen forsyner da blot patienten med piller, som patienten selv kan tage. Lægen behøver end ikke at være til stede og er det i de fleste tilfælde ikke. Så er det udelukkende patientens ansvar, og selvmordet sker i passende afstand fra den udvirkende læge, som desuden kan dække sig moralsk ind med, at patienten jo ikke er tvunget til at tage pillerne og bare kan lade være.
Men: Udvalget kan ikke skrive sig ud af det faktum, at læger eller andre sundhedsprofessionelle kommer til at spille en helt afgørende rolle i, at disse mennesker bliver aflivet. Dette strider helt grundlæggende mod etikken blandt sundhedsprofessionelle. Og ikke mindst derfor er næsten alle faggrupper inden for dette område stærkt imod aktiv dødshjælp. Det hjælper heller ikke på begejstringen, at det er sundhedspersonalet, der skal ”rydde op”, hvis selvmordet mislykkes og patienten overlever i forværret medicinsk tilstand.
I Holland blev der i 2012 etableret en dødshjælpsklinik – ”Levenseindekliniek” – nu ”Expertcentrum Euthanasie” med udkørende personale, og i Canada er organisationen Medical Assistance in Dying (MAID) tilsvarende opstået. De udfører opgaven med at tage livet af patienten, og det udgør en yderligere ansvarsfritagelse for den læge, som henviser, hvilket ifølge iagttagere i sig selv har ført til en kraftig stigning i antal aflivninger.[21],[22]
Konklusion
Når regeringsudvalget fremfører begrebet ”selvvalgt livsafslutning”, må man stille det modspørgsmål, om alle valg skal være til rådighed, og om man reelt er i stand til at træffe ethvert valg frit. Patienten kan nemlig direkte eller indirekte blive sat under et pres for at vælge muligheden dødshjælp, hvis tilstanden i øvrigt vurderes som tilstrækkelig lidelsesfuld og håbløs, og livskvaliteten bedømmes som tilstrækkelig lav. Der vil andres medbestemmelse altid være involveret i patientens selvbestemmelse.
En patients ønske om dødshjælp kan være en afspejling af holdningen hos dem, som omgiver den pågældende – eller endog hos hele det samfund, som har skabt en kultur, som ikke længere tillægger visse liv værdi og signalerer dette til det enkelte menneske.
Hvor meget selvbestemmelse har de svageste, når omverdenen vurderer deres syge, afhængige og lidende liv som uværdigt? Omgivelsernes dom over den pågældende bliver så, at ”selvvalgt livsafslutning” vil være en ”velvalgt livsafslutning”.
Meningsmålinger, hvor man spørger raske mennesker, er gennemgående misvisende, også fordi der er stor begrebsforvirring hos dem, man spørger.
Lindrende behandling (palliation) og dødshjælp er to vidt forskellige ting, men udvalget blander begreberne sammen, hvilket viser en mangel på faktuel viden.
Henvisning til den gode handling og en ansvarsudtynding har betydet, at en glidebane er set i alle lande, som har indført dødshjælp i forskellige former. Derfor bliver glidebanen uundgåelig, også i Danmark. En glidebane kan kun undgås på den simple måde, at man undlader at tage det første skridt ud på den.
Medunderskrivere fra Netværket ”Nej til statsassisteret selvmord”
Anders Jørgensen, overlæge, ph.d., Ambulatorium for Affektive Lidelser, Psykiatrisk Center København, Klinisk forskningslektor, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Anette Hygum, fagområdespecialist i palliativ medicin, overlæge, Sygehus Lillebælt, medlem af Etisk Råd
Anette Torvin Møller Overlæge, Ph.d., Enheden for Lindrende Behandling, AUH
Ann-Dorthe Zwisler, overlæge, professor, klinik for Lindrende Behandling, Rigshospitalet
Anne Claudi, speciallæge i Almen Medicin, praktiserende læge
Anne Lindhardt, speciallæge i psykiatri, tidligere forperson for Psykiatrifonden
Anne Mette Eriksen, Fagområdespecialist i palliativ medicin, Ledende overlæge Urinvejskirurgisk Afsnit, Regionshospitalet Gødstrup
Anne-Marie Axø Gerdes, MD, PhD, Professor emerita, speciallæge klinisk genetik, tidl. klinikchef
Annette Strömgren, overlæge, PhD, Palliativ afdeling, Bispebjerg Hospital
Benny Ehrenreich, Praktiserende læge, plejehjemslæge og bestyrelsesmedlem i DSAM (Dansk Selskab for Almen Medicin)
Bente Klarlund Pedersen, professor, speciallæge i infektionsmedicin og intern medicin og overlæge, Rigshospitalet
Bertil Alexis Frosell, landsdommer, Østre Landsret
Bodil Abild Jespersen, ledende overlæge, Enhed for lindrende behandling, kræftafdelingen på Århus Universitetshospital, tidligere formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin
Bolette Marie Kjær Jørgensen, tidligere medlem af Det Etiske Råd
Casper Eric, digter
Cecilia Bech Horsted, overlæge, afdeling for kræftbehandling, Rigshospitalet
Christian Borrisholt Steen, cand.mag. og master i etik og værdier i organisationer, bestyrelsesmedlem i Hospice Vendsyssel og tidligere medlem af Etisk Råd
Claus Andrup Kristensen, Overlæge, Ph.D., Lægelig leder af Team for Lunge- og Hoved-Hals Kræft, Afdeling for Kræftbehandling, Rigshospitalet
Connie Vibe, overlæge på Sct. Maria Hospice og Onkologisk Afdeling, Vejle
Elisabeth Rokkjær Hammer, hospitalspræst i Palliativt team og Børne- og Unge palliativt team. OUH
Else Marie Schelin, speciallæge i psykiatri
Erik Palle Olesen, pensioneret læge
Erika Frischknecht Christensen, professor, overlæge
Esben Kjær, journalist og forfatter, medlem af initiativgruppen bag Netværket
Eva Zeuthen Bentsen, hospitalsdirektør, Region Hovedstadens Psykiatri
Finn Abildtrup Madsen, praktiserende læge
Frank Samsøe, overlæge, PhD, speciallæge i anæstesi og intensiv medicin
Freja Polonius, forfatter til bl.a. ”Min ven vil dø”, medlem af initiativgruppen
bag Netværket
Gerd Sinding, dommer i retten på Frederiksberg, cand.jur., leder af Justitia Akademi
Hanne Irene Jensen, professor i end-of-life care
Helene Sejergaard, klinisk sygeplejespecialist, Diakonissestiftelsens Hospice
Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift
Herdis Hansen, hospicechef på Ankerfjord
Inge Marie Kirketerp Hansen, sognepræst, medlem af initiativgruppen bag Netværket
Jakob Schow-Madsen, tidl. lektor og undervisningsministeriets fagkonsulent i filosofi og religion
Jane Bykær, cand mag i idehistorie, psykoterapeut MPF, ergoterapeut og psykoanalytiker
Jonas Sørensen, speciallæge i kræftsygdomme, fagområdespecialist i palliativ medicin
Karen Malle, overlæge ved Enhed for Lindrende Behandling, Regionshospitalet Horsens og Hospice Gudenå, Brædstrup
Kirsten Ilkjær, speciallæge i psykiatri, tidl. formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger, tidl. næstformand i Lægeforeningen
Knud Kristensen, forhenværende formand for SIND - Landsforeningen for mental sundhed, medlem af Det Etiske Råd og Rådet for Socialt Udsatte
Kristian Steen Frederiksen, overlæge, klinisk forskningslektor
Kristin Enevoldsen, speciallæge i onkologi og fagområdespecialist i palliativ medicin, overlæge på onkologisk afdeling/ Sygehus Lillebælt samt Sct Maria Hospice. Medlem af Dansk Selskab for Klinisk Onkologis bestyrelse.
Lisa Seest Nielsen, speciallæge i anæstesiologi, overlæge ved afdeling for bedøvelse og intensiv i Kolding, Sygehus Lillebælt.
Lisbeth Eriksen, speciallæge
Lisbeth Refshauge Højer, oversygeplejerske på Strandbakkehuset Børne- og ungehospice
Lise Mondrup, ledende overlæge, MPO, Enhed for lindrende Behandling
Esbjerg Sygehus, Grindsted Sygehus
Lotte Mørk, hospitalspræst, medlem af initiativgruppen bag Netværket
Karen Stæhr, tidligere sektorformand, social- og sundhedssektoren i FOA. Tidl. medlem af Etisk Råd
Knut Borch-Johnsen Ekstern medicinsk rådgiver, World Diabetes Foundation, fhv. vicedirektør, Holbæk Sygehus, fhv. formand, Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedsvæsenet, professor i Kvalitetsudvikling i Sundhedsvæsenet, SDU
Marianne Gaarden, biskop over Lolland-Falster Stift
Merete Nordentoft, psykiater og medlem af Etisk Råd
Mette Asbjørn Neergaard, Klinisk professor og overlæge i palliativ medicin, AUH
Mette Bock, sognepræst, tidl. kirkeminister og kulturminister
Mette Gammelgaard Sygeplejerske på Vikærgården, tidl. hospicesygeplejerske på Hospice Djursland i Aarhus
Michael Rolf Jensen, pensioneret speciallæge i almen medicin
Mogens Grønvold, professor og overlæge, Palliativ Forskningsenhed, Geriatrisk og Palliativ Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Mogens Nørgård, Landsformand for Hospice Forum Danmark
Monica Lylloff, Seniorjurist hos TT Advokater/Socialretsadvokaterne, medstifter af bevægelsen enmillionstemmer
Morten Bangsgaard, stud.theol. og tidl. medlem af Etisk Råd, medlem af initiativgruppen bag Netværket
Morten Kvist, cand. theol., pastor, tidl. medlem af Etisk Råd
Morten Ziebell Lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital, fhv. afdelingslæge, Rigshospitalet, Klinikchef, Neurokirurgisk Klinik, Rigshospitalet
Nanna Susé, palliationssygeplejerske, Kredsnæstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden
Niels Møller, fagområdespecialist i palliativ medicin, hospicelæge, læge i palliativt team
Nikolai C Brun, læge, PhD, professor i regulatorisk videnskab (adj)
Nina Catalina Michaelsen, sygeplejerske, Landsformand for Autisme- og Aspergerforeningen
Ole Raakjær, lektor i sjælesorg, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, tidl. præst på Hospice Vangen og Team for lindrende Behandling, Aalborg, Master i Humanistisk Palliation, Ph.d.
Ove Gaardboe, Overlæge Dansk Selskab for Patientsikkerhed, medlem af bestyrelsen i Landsforeningen Liv&Død
Peter Vedsted, læge, professor
Poul Joachim Stender, sognepræst og forfatter
Sara Smith Hald, Sygeplejerske på afdeling for medicinsk kræftbehandling
Sarah Glerup, handicapaktivist
Simon Toftgaard Jespersen, Formand for Muskelsvindfonden
Sine Maria Herholdt-Lomholdt, Professor i sygepleje ved Nord Universitet, sygeplejerske, Ph.d. i omsorgens æstetik
Steffen Reimers-Nielsen, tilbudsleder på Voksensocialområdet i Tønder kommune, tidl. ansat på botilbud for borgere med multiple funktionsnedsættelser
Stig Langvad, tidligere formand for Danske Handicaporganisationer og nuværende seniorkonsulent i Dansk Handicap Forbund
Stine Hollegaard, overlæge Palliativ Enhed OUH
Søren Brostrøm Tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen (2015-2023) og nuværende seniorrådgiver for WHO's generaldirektør i Genève, læge
Søren Valgren Knudsen, læge, socialmedicinsk enhed, sociolog, ph.d.
Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop over Aalborg Stift
Thomas Senderovitz Læge, senior Vice President Novo Nordisk. Medlem af bestyrelsen Instem Ltd. og TransCelerate Pharma Inc. Tidl. direktør i Lægemiddelstyrelsen
Trine Zeeberg Iversen, overlæge, PhD, Gynækologisk Onkologi, Herlev_Gentofte Hospital
[1] Bekendtgørelse af sundhedsloven. https://www.retsinformation.dk/eli/ita/2022/210
[2] Biggar N. Aiming to Kill. The Ethics of Suicide and Euthanasia. Darton, Longman and Todd, 2004.
[3] Måling: Klart ja til at tillade aktiv dødshjælp i Danmark. https://www.dr.dk/nyheder/indland/maaling-klart-ja-til-aktiv-doedshjaelp-i-danmark
[4] Radburch L, Leget C, et.al Euthanasia and physician-assisted suicide: A white paper from the European Association for Palliative Care. Palliative Medicine vol. 39, Issue 2, Feb. 2016
[5] Bercovitch M, Adunsky A. Patterns of high-dose morphine use in a home-care hospice service: should we be afraid of it? Cancer. 2004 Sep 15;101(6):1473-7.
[6] Regnard, C., R. George, E. Grogan, T. Harlow, S. Hutchison, J. Keen, S. McGettrick, C. Manson, S.A. Murray, V. Robinson V., P. Stone and C. Tallon (2011). So, farewell then, doctrine of double effect, Br. Med. J. 343: 274.
[7] Chochinov HM, Fins JJ. Is Medical Assistance in Dying Part of Palliative Care? JAMA. 2024 Sep 11. doi: 10.1001/jama.2024.12088. Epub ahead of print. PMID: 39259560.
[8] Paice JA, Bohlke K, Barton D, Craig DS, El-Jawahri A, Hershman DL, Kong LR, Kurita GP, LeBlanc TW, Mercadante S, Novick KLM, Sedhom R, Seigel C, Stimmel J, Bruera E. Use of Opioids for Adults With Pain From Cancer or Cancer Treatment: ASCO Guideline. J Clin Oncol. 2023 Feb 1;41(4):914-30.
[9] Mercadante S. Cancer Pain Treatment Strategies in Patients with Cancer. Drugs. 2022 Sep;82(13):1357-66.
[10] Ekström AB, Luthman M. En kritisk granskning av Oregonmodellen. I: Horn MA, Kleiven DJH, Magelssen M et al, red. Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk. Cappelen Damm, 2020: 275-90.
[11] Jones AD. Twenty five years of the ‘Oregon model’ of assisted suicide: the data are not reassuring. Hentet fra: https://blogs.bmj.com/medical-ethics/2023/10/27/Twenty-five-years-of-the-oregon-model-of-assisted-suicide-the-data-are-not reassuring/
[12] Boer TA. Erfarenheter från femtio år med dödshjälp i Nederländerna. I: Horn MA, Kleiven DJH, Magelssen M et al, red. Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk. Cappelen Damm, 2020: 251-74.
[13] Montero E. The Belgium Experience of Euthanasia Since its Legal Implementation in 2002. I: Euthanasia and Assisted Suicide. Lessons from Belgium. Jones DA, Gastmans C, MacKellar C, red. Cambridge University Press. 2017: 26-48.
[14] MacKellar C. Some possible consequences arising from the normalization of euthanasia in Belgium. I: Jones DA, Gastmans C, MacKellar C, red. Euthanasia and assisted suicide: lessons from Belgium. Cambridge, UK: Cambridge University Press, 2017: 219-34.
[15] Herx L, Cittle M, Scott J. The “Normalization” of Euthanasia in Canada: the Cautionary tale Continues. World Medical Journal 66; 2, 2020.
[16] Bøye M. Sidste år modtog 10.064 canadiere aktiv dødshjælp, og tallet stiger år for år. Men hvor skal grænsen gå?Kristeligt Dagblad, 30/11 2022 s. 9.
[17] Funch M. Canadadisk lov vækker bekymring: Hun fik ikke hjælp. Så hun valgte dødshjælp. Kristeligt Dagblad. 31/8 2022 s. 1 og 4.
[18] Douthat R. Amerikansk forfatter: Her er, hvad aktiv dødshjælp har gjort ved Canada. Politiken, 10/12 2022 s. 6.
[19] Nys H. (2017) A discussion of the legal rules on euthanasia in Belgium briefly compared with the rules in Luxembourg and the Netherlands. In: Euthanasia and Assisted Suicide. Lessons from Belgium. Jones, DA, Gastmans C MacKellar C, red. Cambridge University Press.
[20] Jones AD. Twenty five years of the ‘Oregon model’ of assisted suicide: the data are not reassuring. Hentet fra: https://blogs.bmj.com/medical-ethics/2023/10/27/Twenty-five-years-of-the-oregon-model-of-assisted-suicide-the-data-are-not reassuring/
[21] Boer TA. Erfarenheter från femtio år med dödshjälp i Nederländerna. I: Horn MA, Kleiven DJH, Magelssen M et al, red. Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk. Cappelen Damm, 2020: 251-74.
[22] Kajkus, I. Aktiv dødshjælp breder sig i Canada – læger oplever stigende pres fra raske. Berlingske, Samfund/Sundhed, 9. november 2024: 12-13.